”Jeg har ikke noget jantelov i mig.” Sådan siger Lukas Graham. Han er dansk sanger, og han ligger lige nu på andenpladsen på den amerikanske hitliste med sangen 7years, som er skrevet og indspillet i Danmark.
Placeringen er Danmarks-rekord. Det er nemlig første gang, at en dansk kunstner ligger så højt på den amerikanske hitliste med en sang, som både er skrevet og indspillet i Danmark. Derfor skriver de danske medier lige nu dagligt om Lukas Graham. Og de stiller spørgsmålet: Hvorfor er Lukas Graham nået så langt?
Svarene fortæller ikke bare noget om Lukas Graham. De fortæller også noget om danskerne og om danskernes opfattelse af sig selv.
Henrik Milling, som er dansk radio-vært, siger, at Lukas Grahams succes handler om stå tidligt op og knokle. ”Det nytter ikke noget at man har den der danske attitude, hvor man bliver træt og vil holde ferie med kæresten.”
I et tv-interview med Lukas Graham fra 2012 siger den unge sanger, at han ikke er dansk, og at han ikke har noget jantelov i sig.
Men hvad er janteloven?
Jantelovens ti bud blev første gang formuleret af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose, som skrev bogen En Flyktning Krysser Sitt Spor, der udkom i 1933.
Bogen handler om Espen Arnakke, som vokser op i byen Jante, der har givet Jante-loven sit navn.
Sådan lyder Jante-lovens ti bud:
Du skal ikke tro, du er noget.
Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
Du skal ikke tro, at du er mere end os.
Du skal ikke tro, at du dur til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
Danskerne har taget begrebet Jante-loven til sig og bruger det ofte. Det er blevet til en del af danskernes ironiske opfattelse af sig selv (selvopfattelse.)
Aksel Sandemose sagde selv, at janteloven er universel, og at den handler om den måde, vi behandler hinanden som mennesker.
Hvad siger du? Skriv gerne og fortæl.
Se interviewet fra 2012 med Lukas Graham her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/musik/video-lukas-graham-jeg-har-ikke-noget-jantelov-i-mig#!/
Name (not required)
Email (not required)
Website
Advisér mig på opfølgende kommentarer via email