På søndag (den 5. juni) er det Grundlovsdag i Danmark. Denne dag fejres Danmarks grundlov over hele landet med politiske taler, musik og hyggeligt samvær.
Grundloven er den højeste lovgivning i Det Danske Rige. Den blev underskrevet af den danske Kong Frederik 7. den 5. juni 1849, og dermed blev styreformen i Danmark officielt ændret fra enevælde til konstitutionelt monarki.
Enevælden i det danske rige blev indført i 1660 efter en række politiske uroligheder. Under enevælden havde monarken (kongen eller dronningen) uindskrænket regeringsmagt (ubegrænset magt til at regere). Efter en fredelig revolution i 1848 blev enevælden afskaffet, og i 1849 indførte man konstitutionelt monarki i Danmark.
I dag er styreformen i Danmark stadig konstitutionelt monarki. Det er bestemt i Grundloven.
I Grundloven står blandt andet:
at "den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene." Det er Folketinget, der vedtager forslag til love, men det er kongen (monarken), der derefter endeligt godkender den med sin underskrift.
Det kan være svært at forstå, hvad monarkens rolle i Danmark er.
På Wikipedia kan man læse, at monarken "sidder med det øverste ansvar, men er samtidig ansvarsfri. Enkelte, helt centrale beføjelser tillægges monarken, men normalt vil denne følge de beslutninger, som træffes dels af Folketinget, dels regeringen. Monarken er ene om at beskytte befolkningen mod magtmisbrug fra Folketings og regerings side. Formelt kan monarken undlade at lade en regering tiltræde eller afskedige denne, reelt er det kun sket een gang, at en dansk konge fandt anledning til at skride til så drastisk en handling."
I dag er monarken i Danmark en kvinde. Danmark har altså en dronning. Hun hedder Dronning Margrethe og er vældig populær. En del danskere mener dog, at monarkiet i Danmark bør afskaffes.
Hvad mener du? Skriv gerne og fortæl! :-)
Name (not required)
Email (not required)
Website
Advisér mig på opfølgende kommentarer via email